Heller udkomme end omkomme 😅

                               Tre erkendelser

Da Hammer&Hollænder blev grundlagt, var en af vores ambitioner at udgive et nyhedsbrev – for sådan ét ville vi bare ha’!

I dag – på vej ind i verdensfirmaets 8. år – er det sket. Nyhedsbrev #1 er udkommet 🤩

Som I kan fornemme, har det været en laaang tilblivelsesproces, der har været vanskeligere, end vi havde forestillet os. For hvor svært kan det være at skrue et nyhedsbrev sammen, når man som vi har noget på hjerte? 

Undervejs har det krævet rundture i hele følelsesregistret – ofte i den mere trælse ende: Frustration, irritation, uformåenhed, opgivenhed og følelsen af at være ved at omkomme af præstationsangst bare ved tanken om at skulle udkomme 😵‍💫

Med tiden blev det faktisk enormt pinligt og skamfuldt, at vi ikke kunne få hul på at producere det nyhedsbrev. Vi, der hver dag arbejder med formidling og gør os umage med at være præcise i vores sprogbrug. Vi, der er optaget af at bringe viden til anvendelse ved at omsætte og oversætte ord, begreber og for-forståelser til noget, alle kan forstå og bruge.

Nyhedsbrevet blev til en elefant i rummet, og hver gang vi prøvede at tage en bid, var vi ved at kløjs i den.

Vendepunktet kom med erkendelsen af, at hvis vores forretning skal blive ved med at vokse og udvikle sig – og dét skal den ☺ – så har vi selvfølgelig brug for hjælp i form af kompetencer, ekstra hænder og friske øjne på nogle af de væsentligste opgaver.

Paradoksalt nok er det præcis, hvad vi ofte rådgiver og sparrer med vores kunder om, og vi har haft så travlt med at tilbyde vores medicin til andre, at vi selv har glemt at tage den. Det var en lettelse, da proppen først kom af, og nu føles det næsten, som om vi har født en elefant.

Undervejs i arbejdet med nyhedsbrevet har vi fået nyttige erkendelser og erfaringer, der kan samles under mantraet ”Hellere udkomme end at omkomme”. De tre vigtigste erkendelser kommer her:

1. Accept 

Vi kan ikke alt. De kompetencer, det kræver at udgive et nyhedsbrev, har vi ikke. Derfor har vi samarbejdet med Lene Finnemann, der kom med en let og praktisk tilgang til den elefant, vi havde fyldt rummet med.

2. Gør noget 

Som @Torkild Olsen siger ”Handling gi’r forvandling”. Han peger på styrken ved at handle og gøre noget uden at intellektualisere og overgøre det, vi gerne vil af sted med. Hvor har han ret.

3. Skamløs ordentlighed 

Da vi slap skammen og perfektionismen, faldt præstationsfeberen, og vi fandt mantraet ”Hellere udkomme end omkomme”. Lidt, men godt. Ikke perfekt, men i orden. Pludselig blev det hele nemmere.

Det er en kæmpe forløsning og tilfredsstillelse at se vores ambition materialisere sig. Vi udkommer!

Gennem rådgivning, facilitering og udviklingstiltag hjælper vi med at skabe bæredygtige resultater i jeres organisation.

Vi kommer med mange års ledelses- og konsulenterfaring og har et skarpt blik for de menneskelige og opgavemæssige bundlinjer.

Vi tror på håb, humor og mennesket først og sidst.

Kontakt

Mail:
info@hammerhollaender.dk

Telefon nr:
+45 29694899

+45 51906623

CVR-nummer:
37992259

Verified by MonsterInsights